Hvis du, få måneder efter at jeg var kommet hjem fra min første Camino til Santiago de Compostela i Nordspanien, havde spurgt mig, om jeg, inden året var omme, ville med ud at gå turen én gang til, havde jeg helt sikkert svaret: Nej tak!

Og havde du været klarsynet og sagt: Din næste jul kommer du til at fejre i Sydamerika, ville jeg have undret mig overmåde og givetvis have spurgt: Hvordan skulle det dog gå til? Og så havde du nok smilet med et blink i øjet og svaret: Bare vent og se.

Nu er det jul igen, og jeg kan ikke lade være med at smile, for som du ved, var den forudsigelse nøjagtig det, der skete. Jeg gik Caminoen til Santiago de Compostela to gange indenfor det samme år, først alene og siden sammen med den mand, der inviterede mig til at rejse med sig jorden rundt, OG jeg fejrede min næste jul i Sydamerika … nærmere betegnet i Peru 😊

Livet er fuldt af overraskelser. Og selvom vi måske tror, at vi har styr på tingene, så lærer det levede liv os noget andet.

Årene med Corona slog et kæmpe hul i illusionen om kontrol. Livet inviterer os, om og om igen, til at være åbne, til at lære at være fleksible, og til at se muligheder i stedet for begrænsninger når livet tager en uventet drejning.

Måske venter et eventyr lige om hjørnet – det gjorde der for mig – måske kan vi åbne for et helt nyt livgivende kapitel lige der, lige her, hvor vi er, hvis vi vel at mærke er omstillingsparate.